Artikler om tanker og følelser På opdagelse i mit mentale hus

PÅ OPDAGELSE I MIT MENTALE HUS!

Oktober 2001 mødte jeg min sjælsven – jeg vidste det allerede, da jeg så ryggen af ham! Vi var sammen kort tid – da han valgte ”en anden vej.”

Min vej, blev dengang for mig delvis sort. Jeg valgte ”alenevejen” og indtil videre har den været sej – ulykkelig – lykkelig -  sjov – glad – mørk – lys -  smertelig – udfordrende – følelsen af uendelighed – magtesløshed – inspirerende – spændende, der har været store op og nedture!

KÆLDERETAGEN!

Jeg havde en følelse af mørke – flovhed – afvisning af mig som person, ja hele MANJA var ikke god nok, ikke smuk nok, ikke kvik nok, bare ikke ok.

Jeg befandt mig sammenkrøbet i et rum, som var mørkt med spindelvæv – tomhed, uhyggelig klamt. Da jeg havde siddet der i en rum tid – fandt jeg ud af, at der var andre rum i kælderen, eks. ikke god nok rummet – det er min skyld rummet – angst rummet – jeg er svigtet rummet – selvbebrejdnings rummet – kedeligheds rummet – græde rummet – vil ikke noget rummet, var også et rum jeg befandt mig i, når jeg ikke turde tiden, men bare ville ha,´ den skulle gå og gerne uden mig. I det rum, var der en seng, som jeg lå i – begravet under dynen og kun lidt nysgerrig – når tlf. ringede – så stak en hånd, som var min, ud for at ta´ den – ligegodt, at jeg ikke rigtig havde lyst, til at snakke med nogen!

Efterhånden som jeg bevægede mig i de forskellige rum i ”kælderetagen,” fandt jeg ud af, at jeg havde fået børstet lidt af ”spindelvævet” og noget af ”støvet,” væk fra mig. Jeg valgte, at få lidt overskud og så, at der faktisk var en trappe, som gik opad……..hmm……turde jeg – ville jeg…….havde jeg nok mod?!

Lidt efter lidt rørte jeg ved gelænderet, måtte konstatere at ” jo – det var der, plus en anelse lys og ikke kun mørke, som der hvor jeg befandt mig lige nu!

OPPE I STUEETAGEN!

Var der ganske rigtigt lidt lys. Jeg opdagede, at de vinduer der var – var så beskidte, at jeg ikke kunne se klart, hvad der var udenfor mig selv. Årstiden var lige meget. Der var lige præcis så meget lys, at jeg kunne se og mærke, at ”rummet i stueetagen,” var et temmelig forsømt rum – en hovedrengøring måtte til!!!!! Modet, hos mig, slap op og jeg skyndte mig ned i ”kælderetagen” igen – ikke fordi jeg synes det var fedt – men jeg kendte det og følte mig tryg – blandt ”spindelvævet og de usle forhold.” Jeg drønede direkte ind i ”jeg tør ikke og bange for afslag rummet.” Men ”stueetagen” stod deroppe og lokkede

med sin lille stribe af lys. Jeg stødte på alle de svære reparationer, som jo handlede om mine følelser. Inventaret, som var der, var slidt – helt det samme galdt for mine tanker – der skulle en kæmpe renovering til, som ind i mellem fik mig til at ta´ turen ned i kælderetagen på ny!

I kælderetagen, var der sort – trangt – indelukket, rent faktisk kunne det ikke blive værre, men i perioder føltes det dog stadig trygt.

STUEETAGEN LOKKEDE

Mere og mere. Jeg begyndte at kunne nyde de nye istandsatte lokaler, vinduerne, som jeg havde fået pudset – gjorde, at jeg opdagede nye følelser, som jeg ikke havde nogen erfaringer med så UPS!!! Kælderetagen råbte og skreg efter mig – og endnu værre blev det, da jeg satte et lille spejl op på væggen. Der så jeg en ”gammel computer” mærket var ” Manja , mig selv! ”

Mange af programmerne var forældet. Nogle af de programmer, den var født med – var parate til plejehjemmet eller endog lossepladsen!

Jeg besluttede mig for at installere nye programmer, men mødte modstand fra nogle venner – for hvad var nu det?! Mit spæde bad fra lyset – gik ud for en stund – hvor jeg måtte ty til kælderetagen, men heldigvis kun for en kort bemærkning. Jeg ville/vil lyset – så op i stueetagen igen.

Pu ha – det tager sin tid, sådan at vælge nye programmer – livsprogrammer i sådan en ”voksen sag som mig!”  Og ydermere sætte mig ind i, hvordan de fungerer!

Nogle venner, ville ha´ mig ned i kælderetagen igen – så et af de nye programmer, blev også ”døbt” tilgivelse. Men min beslutning var/er taget – jeg vil omprogrammere. Stueetagen, var blevet mit nye sted – selvom kælderen i ny og næ kaldte, men nu bestemte jeg mere og mere, om hvornår jeg lige havde brug for en tur nede i spindelvævet og mørket!

Hvert styrt, gjorde mig mere og mere stærk i min tro, på mig selv! Jeg skulle heldigvis mere sjældent ud for at ”låne” min rygrad var blevet ret stærk – og jeg var blevet bedre, til at drage omsorg, på en positiv måde, for mig selv.

UHM – dejligt med en lysstribe!

ET KIG PÅ 1STE SALEN!

Jeg havde været i stueetagen – et godt stykke tid, og var blevet bekendt med ”de forskellige rum” – da jeg opdagede, at der var en trappe til, som førte op til 1ste salen!

Lidt usikker på mine ”ben” og med et sitrende hjerte, begav jeg mig langsomt op ad trappen, men nåede kun en fjerdedel – før jeg tog et kæmpe styrtdyk, helt ned i kælderen atter en gang. Jeg havde brug for, at komme ned i afvisningsrummet. Der var noget jeg ikke havde fået helt på plads! Sjovt nok troede jeg, at nu var jeg færdig, men der var rester – som jeg kunne mærke i min krop. Helt præcist i maven – solar plexus – og i mit hjerte.

Jeg var blevet bedre, til at skelne, hvad der var dit eller mit, men en rest var blevet tilbage. Jeg gik på besøg i de forskellige rum; angstrummet – nej det var ikke der! – Jeg er ikke smuk nok rummet – men nej, det var heller ikke der! Min skyldrummet – nej, heller ikke der! Svigtrummet – ja, her var lidt, at finde, og noget nyt, som var, at svigte mig selv. Min sjælsven dukkede op i mit sind og hjerte – uhm, hvor jeg længtes, men ”afvisningen” lurede for meget inde i mig – så her var to rum, hvor jeg fandt rester; svigt og afvisningsrummet.

Svigtrummet, hvor jeg ikke er tro mod mig selv og altså svigter mig selv!

Afvisningsrummet – hvor jeg er bange for afvisningen! Pu –ha, et rum til, bangerummet, jeg mærker det næsten helt oppe i nakken og i solar plexus – altså bange for afvisning – Jeg ledte efter ”knuderne” i mig – afvisnings og bangeknuderne, men kunne ikke komme det nærmere, blev igen parat til at ta´ turen til stueetagen – og derefter op ad trappen til 1ste salen – troede jeg. På vej op til stueetagen, blev mit sind fyldt med ked af det hed, prg. af savn – længsel efter min sjælsven. Jeg tog igen et styrtdyk ned i kælderen – i, hvor er det synd for mig rummet! Det var lang tid siden, jeg sidst havde været der. Der var vidst nok lidt mere hyggeligt – så dejligt, at jeg havde fået gjort lidt rent. Spindelvævet var væk – der var kun lidt støv i krogene. Savn – savn – savn! Efter at ha´ suttet på min tommelfinger et stykke tid – lettede tågen, ah – hurtigere end sidst, herligt at mærke, jeg vokser!

Nu var jeg parat til at ta´ trappen, først til stuen – dejligt, at komme op til solstriben igen. WOW, jeg var blevet parat til 1ste salen – solstriben, var mere bred, at kigge på. Når jeg stod for enden af trappen i stuen og så op på 1ste sal – jeg talte trinnene – 8, var der i alt. Smilet kom og jeg kunne ikke lade være, jeg ville derop – og det kom jeg. 1ste salen, lå helt ubenyttet hen – at tænke sig udsynet var bedre, end fra stuen – og der var tilmed også mere solskin. Jeg tog en beslutning om at lave den etage i stand. Men jeg skulle selv bære al  ”byggematerialet” herop – der er kun mig til at gøre det!

I en kort periode tænkte jeg på, at hyre nogle ”håndværkere,” men besindede mig – da jeg jo ved, at hvis jeg selv gør det – altså tar´ ansvar – jamen så bliver ”etagen” jo lige præcis som jeg ønsker!

Venner kom for at hilse på. Nogle sagde, at jeg dog skulle holde fri – og ville gi´ mig gode råd – andre gav mig kærlige ord med på vejen, men de lod mig gøre arbejdet selv – de vidste jo godt – at jeg ville selv!

Jeg lagde mærke til, at selvom nogle venner syntes, at jeg skulle holde fri – jamen så var jeg blevet ”god og mere rund.” jeg kunne meget bedre skelne om dit og mit eget – uden at ryge ned i kælderetagen – UHM, en dejlig frihed – det gav mig. I perioder var jeg blevet helt god til at skelne og være mere rund – til at sige fra, ja tit var jeg i stand til at sige fra på en kærlig måde – dejligt, sådan at være på 1ste salen!

Nogen gange kunne jeg mærke, at jeg skulle undgå de ” venlige håndværkere” men jeg behøvede alligevel ikke at ty til kælderen – dejligt!

STEMNINGEN PÅ 1STESALEN!

Solen bekom mig så vel. Jeg besluttede mig for lyse gardiner – og et stort spejl, hvor jeg kunne se hele mig – og YES, jeg kunne li´ hvad jeg så og det var fra alle vinkler. Elektriske strømninger, kom fra et af de nedre chakra op til hjerte chakraet – uhm – en lykkelig fornemmelse. Gardinerne smilede, hvilket jeg også gjorde. Rummene i kælderen, var også blevet mere lyse – nogen gange, kunne det ligefrem være bare lidt hyggeligt, sådan at hoppe derned – bare for at mærke, at jeg var blevet langt bedre til at rumme – så jeg satte lidt blomster hist og her – spændende, at mørke og triste rum, kan blive lyse og frodige! Det glæder jeg mig over……….

Efterhånden som 1ste salen havde fået rummelig facon, med lyse rum – lyse og glade gardiner – vinduerne er nypudsede – store bløde puder og flotte slyngplanter, samt en sol der bare er hel vild med at skinne – fik jeg lyst til at bygge en tagterasse. Men så var det, at 1ste salen brød sammen. Min datter blev overfaldet og led psykisk overlast! Min sjælsven – som er psykolog, kom igen ind i billedet – han ville hjælpe mit barn! WOW hvor lykkeligt, to mennesker, som jeg ubetinget bare elsker, er sammen, hvor den ene hjælper den anden – et smukt billede!

ET STYRT I KÆLDEREN IGEN!

Jeg skulle ringe til min sjælsven, altale ny tid til min datter, UPS, en kvinde tog tlf. – min sjælsvens kæreste – som ikke var mig. Jeg var/er ikke i hans kærlighedstanker – en anden er i hans kærlighedstanker!

1ste salen brast og jeg røg durk ned – helt ned i kælderen og ind i sorg/smerte rummet – chok – forvirrethed – en dyb ked af det hed, havde taget plads inde i mig i sorg/smerte rummet. Hvad var nu det? Hvad handlede det om? – Hjælp min verden brød sammen – hvad nu, min krop rystede – hvad min sjæl også var i fuld gang med. Min datter, var stadig bange efter overfaldet………min sjælsven var med en kæreste – hvorfor havde han ikke fortalt mig det? Hvorfor havde han en kæreste, som ikke var mig?!

Jeg drønede rundt derinde i sorg/smerte rummet som en flue i en flaske – jeg opdagede, at der var rundt og ikke firkantet – så noget var alligevel ændret – jalousi – flovheden – var der ikke. Mine følelser var jo mine og ingen andres. WOW – jeg stak lige hovedet ud af sorg/smerte rummet, for lige at snuppe en solstribe. Min sjælsven har en kæreste – og hvad så?! Mit liv er jeg jo selv ansvarlig for – og ikke hans – så han er jo ikke skyldig mig noget – vi har ingen pagt, men han har givet mig den ”gave” at ville hjælpe mit barn……og det var jo det vi samarbejdede om!

Nu hopper jeg lidt ud af sorg/smerte rummet og er lidt op i stuen og sorg/smerte rummet……..men er også at finde i, det er synd for mig rummet!

Jeg mærkede, at selv om jeg var i sorg/smerte rummet – jamen så var mit smil der engang i mellem. Jeg kan ikke tvinge andre, til at turde elske mig – heller ikke min sjælsven! Oppe i stuen – kunne jeg se lidt mere klart – blomsterne trængte til nyt vand – nye beslutninger måtte til. At jeg elsker ham ubetinget er dejligt og ok. Det er mit! Jeg ved, at vi tænker ens i nogle livsretninger også professionelt – vi samarbejder jo allerede m.h.t. min datter – hvad for mig er godt – hvad det ligesom fører hen til, ved jeg endnu ikke – det er også ok. Jeg øver mig i at gi´ slip på kontrollen, og er så spændt på, hvor den oplevelse bringer mig hen!

Wow – det er nu rart, at være oppe i stuen!

Det jeg også bemærkede denne gang – var, at jeg ikke var bange for at være i sorg/smerte rummet, som jeg jo tidligere havde været. Jeg skulle lige op på 1ste salen, for at kigge mig i spejlet – jo – godt nok så jeg træt ud, mine øjne stod ligefrem i kø, for at lukke sig og under mine øjne – var der indkøbsposer som hang! Men smilet  - lidt glæde og en kildende fornemmelse i maven, kom og sagde hej til mig. Jeg hilste dem velkommen, her i mit indre univers.

Måske det ville være nemmere for mig, at tænke på min sjælsven, som en ven eller bare som en jeg kender og samarbejder lidt med – hvilket jo kan være starten, på noget nyt!

Sorg/smerte rummet råbte lidt forsigtigt på mig, men jeg havde ikke brug for, at gå derned. Jeg kunne godt rumme, at være i stueetagen og lidt på 1ste salen………………..Der gik noget tid og frustrationen, meldte sin ankomst!

Jeg tog på ny en tur i kælderen – kom ind i et helt nyt rum, tomhedsrummet – det var lige præcis sådan jeg fik det – et stort hul i solar plexus – pu ha, svært var det, men jeg tvang mig selv til, at se mig omkring i rummet; 3 askebægre – en masse røgede smøger – 2 glas, der var tomme, som mig selv – et krus med lidt kold kaffe. Der sad jeg og tænkte – hvad var der egentlig sket – siden jeg var kommet herned?

Uroligheden, havde taget fat i mig, eller også var det omvendt – sådan næsten desparat – skrive mail til min sjælsven, kunne ikke fuldføre det – ville hellere snakke med ham. Ringede på hans arbejde – men ingen tog tlf. ØV – tilbage til computeren, fik skrevet et par ord, havde alligevel ingen energi på det. Ringe privat – ØH – nej, turde ikke – kunne ikke li´ det. Tænk hvis han nu syntes, det var for meget. Hold da kæft, hvor jeg dog rodede rundt i hans ”have” og hvad var egentlig forskellen mellem arbejde og hjem?!

En snert af sugende fornemmelse meldte sig i min mave, - hvad nu hvis kvinden tog tlf.? Ups – hvorfor tænkte jeg sådan, når jeg nu ikke er jaloux?

Jamen er jeg det alligevel? – ÅH i guder, fuck the shit!

Jeg fik lidt mod til, at gøre tomhedsrummet lidt hyggeligt – så jeg tændte en del sterinlys – ville hænge en guldhylde op – frem med stigen, en hammer og et søm. Resultat – et bøjet søm, som jeg ikke kunne få ud.  Vade frem og tilbage – ringe på tlf. men ingen var hjemme – spiste et æble, som ikke smagte mig. Kunne ikke mere flygte! – ok jeg valgte at muge lidt ud i tomhedsrummet, væk med de gamle askebægre – skodderne og de andre ting. ”Rigtige” smøger, kom på bordet – mine smukke lys, lyste. Nogle af mine smukke smykker i glimtende farver, havde jeg lagt på bordet. Flere fyldte tændstikæsker – lå ved siden af – frisklavet urtete. Så nu ville jeg overgive mig til tomheden…………En rum tid gik, mørket faldt på……..Et smil kom frem på mine læber, jeg kiggede på alle disse ting, som jeg havde taget med mig i tomhedsrummet – begyndte at grine og tænkte på, om jeg dog havde tænkt mig, at skulle holde ferie hernede i tomhedsrummet?!

Da grinet kom – gik lidt af tomheden sin vej, sjovt – viser mig lidt, at jeg selv kan være kvinde om mine følelser og tilstande! Ok. Jeg har så selv valgt tomheden – hvad skal jeg med dig? Hvad er det mon jeg skal finde ud af? Jeg mærker at tomheden er rund og blød – mon den er på besøg hos mig – fordi jeg har givet slip på noget? Et øjebliks svimmelhed viser sig – hold da op, mit mentale hus har mange facetter!

RUMMET FOR ADSKILLELSE!

Nu ved jeg hvad tomheden vil fortælle mig! UPS, en overvældende smerte, rammer mig dybt i solar plexus – tæppet opleves, som om det bliver revet væk under mig, bedst som jeg troede, at nu var jeg da ved at ha´ fodfæste!

Min sjælsven……….jeg bliver nødt til at gi´ slip, for ikke at gå til grunde. Ord lige nu – er en mangelvare – smerten og tomheden, fylder hele min krop!

Jeg må ind i adskillelsesrummet – igen et nyt rum i mit mentale hus!

Pu –ha, jeg kan næsten ikke få luft – her i rummet, er meget støvet – jeg kan næsten ikke holde ud – at være i dette rum. Smerten – smerten er bare enorm. At være så fokuseret på kærligheden og så gi´ slip. Mit hjerte bare hamrer derud af – fysisk sult mærker jeg ikke – lige nu er altet og intet i et. At skulle gi´ slip, på min sjælsven – som jeg bare elsker…………jeg får lyst til at råbe på min mor efter hjælp, da jeg næsten ikke kan rumme smerten alene.

Men her kan kun jeg – hjælpe mig selv!

Jeg bliver nødt til at gi´ slip – for igen at mærke lyset! Jeg vil lyset!

17 – 05 – 03

Kære mig selv

Lang tid siden sidst, men her er jeg så igen!

Meget er sket siden. Min sjælsven og jeg har været sammen nogle gange – sådan on and off. Jeg har arbejdet meget med mig selv – fået kigget på nogle af mit livs ”huller” her i mit mentale hus!

Jeg har tit lykkelige stunder – kan tit ikke lade være med at smile – wow det føles så befriende. Jeg danser meget, fordi jeg ikke kan la` være! Min kvindelighed, er kommet meget mere til syne, indadtil som udadtil – hvilket jeg er så taknemmelig for!

For det meste – er jeg en glad positiv dejlig kvinde – jeg er vild med livet!

Men lige nu er jeg altså her igen – hvor jeg sidst slap. I rummet for adskillelse!

Stadig svært – og smerteligt. Jeg er i en oprydningsfase, farvel og goddag – mine tårer drøner ud ad øjenkrogene, egentlig lidt befriende!

Jeg befinder mig i rummet for adskillelse. Her er knap så meget spindelvæv, som sidst. Askebægeret – er ikke så fyldt. Mit hul i solar plexus – føles stort og rundt, men ikke uoverskueligt, dejligt!

Egentlig, var jeg kommet op til 2.sal – der var så meget dejligt – klart lys og solen der, skinnede så smukt. Jeg var i ro og havde en indre smuk balance.

Min sjælsven, elsker jeg stadig ubetinget!

Her i adskillelses rummet – er det endnu engang tid til beslutninger.

Jeg vil  forsøge at nå 2.salen uden ham – og så komme i gang med at bygge en terrasse. Jeg ved – det kommer til sin tid – det er jeg bare så sikker på!

Her i adskillelses rummet øver jeg mig i: Jeg vil ikke mere ha´ min kærlighed og min sårbarhed misbrugt! Derfor vælger jeg, at forlade dig, på det kærlighedsmæssige plan. Jeg ønsker, at passe på mig selv og ta´ vare på mit dyrebare hjerte. Jeg vælger at ha´ tillid til, at tingenes tilstand er som de skal være – og at verden vil mig det godt!

Kære mig selv – jeg ved, at det er den rigtige vej for mig nu – ligegodt, at jeg elsker ham!

Jeg har haft – måske jeg stadig har – en masse illusioner – som jeg har bygget op om ham og mig – jeg ved nu – det ikke har hold i virkeligheden!

En masse illusioner – som er foregået inde i mit hoved – en fed erkendelse – som jo hører med til adskillelsen! Lige nu får jeg lidt af en griner – så herligt med en griner – som jeg bader mig i!

Kære mig selv – ha´ respekt for dig og dit liv – du dejlige hjertelige kvinde!

Pas på dig – smukke!! WOW hvor stærkt – at være her lige nu i adskillelses rummet ! Mit solar plexus er i ro – jeg er træt, men har det så smukt! Hvilken ”gave!”

I min model af verden, er min livsfilosofi den, at jeg tror på, at jeg møder de mennesker i mit liv – som jeg har noget at lære fra og til – nogle møder er korte – andre lange!............At jeg ikke skal være kæreste med min sjælsven – er sikkert rigtig, men at vi har noget til hinanden er sandt! I morgen skal jeg til ansættelses samtale – der hvor han er boss – Adskillelse har mange sider, jo, der sker meget!! Spændende – sådan at gå ind i ”løvens hule!” Nogle ” af de venlige håndværkere” har frarådet det – det er jo deres. Jeg gør jo mit, og jeg har tillid til, at jeg vil klare mig godt – og at jeg kan passe rigtig godt, på mig selv!!

I adskillelses rummet finder jeg en jo jo, som jeg leger med – den ruller op og ned. Sådan går det egentlig også med at lære og rumme adskillelsen. Det sker i faser, sjovt, hvad sådan en jo jo kan gi´ af tankebilleder!!

KÆRE MIG SELV

Du har været igennem en ”jordomsejling” meget er sket – du er vokset så smukt og stærkt – Har smidt en del psykiske lag, hvilket har gjort, at du har tabt dig en del kg., som du ikke har brug for mere, en dejlig side gevinst!

Du er godt på vej til 2salen og terrassen, står og lurer – spændende at se, hvor de oplevelser bringer dig hen! Jeg mærker, at jeg har sommerfugle i min mave – en rigtig dejlig fornemmelse!

Nå – ja, om jeg fik jobbet?................Jamen, selvfølgelig gjorde jeg da det – smiler bare så herligt!

KÆRE MIG SELV – AT GÅ PÅ OPDAGELSE I MIT MENTALE HUS, KAN FØRE MEGET MED SIG. ET STORT KLAP PÅ SKULDEREN TIL DIG. GODT GÅET KVINDE!!

                                                                                     Manja Jurkowsky